Afsked med Jenny og nye tanker omkring fremtiden.

Hej allesammen,

Det er lang tid siden jeg har skrevet paa min blog, saa taenkte at det var paa hoje tid at updatere jer om hvad jeg foretager mig.

Den forgangne uge er gaaet ekstremt staerkt, og det er slet ikke til at fatte!

Jeg er kommet til et punkt i mit ophold, hvor jeg har vaeret rigtig deprimeret. Alle indtrykkene og folelserne omkring hele min tur er maaske for alvor ved at saette sig. Jeg sørger for at faa gaaet mig nogle lange ture for at faa bearbejdet mine mange tanker. Det maa siges at have hjulpet en del. Forhaabentlig kommer jeg snart ud af denne periode, men jeg tror at det er godt for mig,  selv om det selvfølgelig ikke er sjovt paa nuvaerende tidspunkt. I stede prover jeg at se det som en nodvendig fase af den process samt udvikling jeg er ved at undergaa. Jeg har trods alt oplevet meget paa ganske kort tid, og der er vel ikke noget at sige til at jeg reagerer som jeg gor.

En dag jeg laenge har gruet for blev til virkelighed i tirsdags. Dagen hvor Jenny og jeg skulle tage afsked. Helt uvirkeligt var det, da jeg tidligere den dag stod med taarerne trillende ned ad kinderne og vinkede farvel til Jenny i indkorslen til KoRoot!

Vi modtes paa baggrund af vores adoption, men vi foler begge at vi har en masse andre ting tilfaelles som knytter os sammen.  

Jeg foler mig helt tom indeni, og  jeg bliver helt fortvivlet naar jeg ikke har hende ved min side til at tale om mine folelser, familie mv.

Vi er blevet introduceret til hinandens koreanske familier, vaeret i Japan, delt en masse fantastiske ting, vaeret der for hinanden i de svaere tider og sammen har vi gennemgaaet denne folelsesladet rejse. Tanken om at skulle saette en ny person ind i mit “koreanske” liv, foler jeg slet ikke at jeg har overskud til.

Hun har vaeret den vigtigste person under mit ophold.  Vi klingede godt sammen fra start, og har vaeret roomies i naesten al den tid jeg har vaeret her. Hun har faaet mig til at fole mig smuk baade indenvendigt og udvendigt, og derudover har hun hjulpet mig meget til at indse at jeg skal laere at acceptere mig selv! Hun har vaeret en kaempe stotte for mig og jeg kommer til at savne hende ubeskrivelig meget!

Hun vil altid vaere i mine tanker. Distancen mellem os er stor, men saa er det godt at skype, email og facebook er opfundet. Heldigvis ved jeg med sikkerhed at dette kun var et “paa gensyn”, og det faar mig til at se lysere paa tingene. Selv om vi kun har kendt hinanden i to maaender foler jeg at jeg ved alt om hende.  Jeg betragter hende som en af mine bedste veninder, og er glad, taknemlig og foler mig heldig over at have modt en person som Jenny!

Nok om Jenny, for jeg kunne blive ved med at fortaelle jer om hvor fantastisk hun er, men jeg skal nok skaane jer.

Imorgen tager jeg en weekendtur til Daegu, hvor min mellemste soster Sun Hee bor. Vi har ogsaa en plan om at tage til Busan (Koreas naeststorste by) paa lordag.

Min far har kontaktet haeren, og har faaet lokket en aftale i hus om at min bror kan faa lov til at faa 9 dages ferie – SAADAN! Det vil sige, at vi tager til Daegu sammen og jeg glaeder mig meget til at se ham igen. Sidste gang jeg saa ham er over tre uger siden, saa det er skont at have ham “hjemme” igen, saa vi kan faa nogle gode oplevelser sammen for jeg rejser. Jeg tror at det bliver sidste gang jeg kan se ham for jeg rejser hjem, desvaerre.

Han har fortalt mig at han studerer engelsk hver aften i haeren, KUN for min skyld saa vi kan kommunikere. Det kan tydeligt maerkes at hans engelsk er blevet forberedt paa kort tid, og det gor mig baade glad og stolt.

Hvad angaar familie, saa kan jeg fortaelle at jeg har taget en beslutning om ikke at flytte ned til min familie i Seongnam. Planen var at flytte derned onsdag efter Jenny var rejst, men jo naermere jeg kom paa datoen, jo mere deprimeret og frustreret blev jeg.

Et er at vi ikke taler samme sprog, men jeg vil ogsaa miste min “frihed”. Under mit forste besog hos min familie sagde jeg ja til at flytte ned til dem, og min far sagde at han ville vaere meget bekymret for mig, og derfor var det vigtigt at de vidste hvor jegt var og hvornaar jeg ville komme hjem. Jeg kan selvfolgelig godt forstaa ham, men naar jeg i to maaneder har boet paa et guest house, hvor jeg har kunne komme og gaa som det passer mig, ville det vaere svaert at skulle vaenne sig til.

En anden ting er, at jeg her paa KoRoot har et “vaerelse”/sovesal – Et sted hvor jeg kan opbevare mine ting. Hos min familie har jeg ikke mit eget vaerelse, og alle mine ting kan jo knap nok vaere i deres lille hjem. Jeg er ogsaa bange for at komme til at fole mig endnu mere ensom, end jeg gor nu, da alle mine venner bor i Seoul.

Mine foraeldre arbejder fra tidlig morgen til midt paa aftenen, saa dem ville jeg under alle omstaendigheder ikke se saa forfaerdelig meget til. Min yngste soster og hendes datter er selvfolgelig hjemme, men min niece befinder sig i en alder hvor hun er rigtig pilfingeret. De gange jeg har besogt dem, har hun taget alle mine ting og kastet rundt med dem. Jeg ville ikke kunne have mine ting i fred. Det er frustrerende og jeg kan maerke at jeg synes det vil blive for anstrengende i laengden.

Jeg gjorde mig en masse tanker omkring hele situation for jeg tog den svaere beslutning, som jeg foler er nodvendig. I dette tilfaelde bliver jeg nodt til at vaere egoistisk, taenke paa mine egne folelser og hvad JEG har lyst til, og ikke hvad min familie vil have mig til!

Jeg har ikke lyst til at forlade Korea med en irritation overfor min familie. Istedet vil jeg tage ned og besoge dem i et par dage ad gangen for derefter at vende tilbage til Seoul. Det har jeg vaeret rigtig glad for de gange jeg har gjort det. Det er rart at komme tilbage til KoRoot, og faa talt om mine oplevelser.

Der er alt for mange ting jeg ikke havde taget i betragtning dengang jeg sagde ja til at flytte ned til dem. Jeg er rigtig ked af at skulle skuffe min familie, men det lader til at de har det ok med min beslutning og accepterer den. Det eneste de bekymrer sig om er mig, og at jeg har det godt. Det gor mig glad og lettet, da jeg har vaeret enormt stresset over situationen!

Det er blevet HUNDEKOLDT i Korea, hvilket har resulteret i at jeg har anskaffet mig nogle grimme, MEN varme sokker! Koreanerne er helt vilde med de sokker, og jeg tror at der bliver solgt flere tusinde i disse dage. Vi har haft -5 grader nogle dage, og vinden gor det bestemt ikke bedre! Naeste maal: Kob hue og vanter!!!

Julen er over Korea, og det kan bestemt maerkes i form af alle de lysdekorationer der nu praeger bybilledet. Synes nu ellers at alle deres skilte var lysdekorationer nok i sig selv, men de vil have mere – hehe. Koreanere er vilde med julen og der er stor fokus paa gaver (selvfolgelig!). Jeg gad godt prove at opleve en koreansk jul med koreansk mad! Det kan vaere at jeg faar muligheden naeste aar.

For et par dage siden modtog jeg en kommentar paa min blog fra Carl Saxer. Han er professor paa Hanyang University her i Seoul. Han skrev at han ville fraraade mig at laese koreanske studier, og hvis jeg havde lyst kunne jeg komme forbi hans kontor og faa en snak. Det tilbud tog jeg imod,og besogte ham igaar eftermiddag.

Vi havde en god og lang snak. Han har selv laest koreanske studier, og var den forste danske studerende i Korea tilbage i 1993. Han gav mig nogle gode raad og en masse stof til eftertanke.

Nu er mine fremtidsplaner endnu aendret, da mit formaal med at laese koreanske studier var at kunne vende tilbage til Korea og faa et arbejde. For at faa et arbejde her, anbefalede Carl mig at studere noget andet, som f.eks. business, marketing, naturvidenskab mv. Hvis han kunne gaa tilbage i tiden, ville han have valgt at laese noget andet end koreanske studier.

Hvis jeg selvfolgelig stadigvaek har lyst til at laese koreanske studier, synes han at jeg skulle gore det, men hvis han var mig ville han tage en “anden vej”. Jeg havde maaske en forestilling om at jeg ville kunne laere koreansk ved at laese koranske studier, men det kunne Carl aerligt fortaelle mig at det kan man ikke! I stedet ville det vaere mere effektivt hvis jeg tog paa et sprogophold i et halvt eller helt aar her i Korea.

Jeg er maaske blevet lidt for fanget i mit eget lille koreanske univers, og jeg vil gerne hertil for at prove at arbejde, saa det var rart at faa en masse inspiration og historier fra en erfaren person som kunne bringe mig op til virkeligheds overfladen igen.

Derudover talte vi ogsaa om det koreanske samfund, forskellene fra Danmark og Korea m.m.

Et andet emne der ogsaa kom paa tale, var at folge sit hjerte. I hans unge dage havde han ogsaa fulgt det. Det er godt til tider, men nogle gange maa man ogsaa prove at taenke paa fremtiden. Han sagde, at hvis jeg virkelig har et onske om at vende tilbage til Korea for at arbejde, saa ville det bedste vaere at tage en brugbar uddannelse. Mange virksomheder forlanger ikke at du kan tale koreansk, men det er din akademiske baggrund der taeller i sidste ende. Det er vaerd at have i mente.

Jeg er blev meget inspireret af ham og er for alvor gaaet i taenkeboks.

Efter vores samtale har jeg faaet lysten tilbage til at studere. Da Korea er et enormt konkurrence praeget land ved jeg, at det kommer til at kraeve blod, sved og taarer, men jeg foler mig klar til at tage denne udfordring. Hvis jeg kunne tage min overbygning i Korea kunne det var fantastisk. Mit onske om at vende tilbage til Korea saa hurtigt som muligt braender i mig. Jeg foler mig mere motiviteret end nogensinde for – Tak til Carl!!!

Mit syn paa min fremtidsplaner har aendret sig drastisk, og nu gaar tanken atter paa hvilket studie jeg skal vaelge. Jeg skal ogsaa have taget en beslutning om, hvornaar jeg vil starte mit studie. Jeg har stadigvaek lyst til at komme tilbage til efteraaret for at laere koreansk, saa det regner jeg nok med at gore. Det er mere af hensyn til at kunne kommunikere med min familie, men det vil nok ogsaa hjaelpe mig meget til naar jeg forhaabentlig engang faar et job i Korea.

Det bedste raad jeg har taget med mig fra Carl er: “Folg dit hjerte til en vis grad, men husk at vaere realistisk!”.

De allerbedste hilsner,

fra en glad Aviaq